Begynder/Let øvet
Alle er velkomne!
På dette hold starter vi fra begyndelsen, tempoet er i bund, for at sikre at alle kan
være med. Formålet med holdet er at have det sjovt mens man bevæger sig og
samtidig lære lidt om folkedans.
I vil blive introduceret til forskellige typer af folkedans, herunder pardanse, hvor vi
skal lære de essentielle trin bag nogle af de mest dansede pardanse, såsom polka,
schottish og vals. Vi skal også danse en masse fællesdanse, som rækkedanse og
kredsdanse.
Vi kommer primært til at danse dansk folkedans, men i finder også ud af, at dansene
ikke kun danses i Danmark, men også findes i lignende versioner i eks. Sverige,
England, Skotland, Polen og Tjekkiet.
Beskrivelse af instruktøren
Jeg hedder Freja, og det er mig som skal undervise jer i folkedans. Jeg er født ind i
det danske folkedansemiljø, og jeg har danset folkedans siden jeg kunne holde mit
eget hoved og danse med i mine forældres arme.
Jeg har både konkurreret og optrådt med folkedans, og siden 2016 har jeg også
undervist i folkedans på forskellige niveauer, blandt andet er jeg en del af Nordisk Dans
arbejdsgruppe, som én onsdag i måneden gratis spiller op til dans i Studenterhuset.
Jeg holder personligt meget af folkedansen, og hvordan man, uanset hvem man er,
eller hvor man kommer fra, kan mødes i dansen. Det er en måde at være sammen
på, som ikke kan findes mange andre steder, og jeg glæder mig meget til at møde
jer, og dele det med jer.